Hele min frustration over denne ting (bagatel vil nogle måske mene) danner baggrunden for dette blogindlæg, er Café Under Uret (også kendt i folkemunde som "Uret").
Da jeg spadserede forbi dette sted, som selv proklamerer at være "Greves nye in sted", buldrede der en velkendt lyd ud fra stedet: Det var nemlig Paradisio's 90'er-hit (og så vidt jeg kan huske deres eneste hit?) Bailando, som fyldte rummet og omgivelserne omkring.
Og hvor er det en forfærdelig ting at skulle bevidne.
Café Under Uret gennemgik pr. 1/9-2009 et ejerskifte, hvor de nye ejere lovede at der ville komme nye tider og at "Uret" ville blive ændret fra top til tå, og det ville blive et helt nyt sted. Ganske rigtigt, jeg har kigget ind et par gange, og lysniveauet er blevet hævet med mange længder. I hvert fald i de tidlige aftentimer.
Men en ting var uændret ved "Uret", nemlig musikudvalget. Jeg bringer igen mit tweet (skrevet med en god promille, men stavning og det hele er der):
Helt ærligt. Under Uret har fået ny ejer, som kører under devisen "Greves nye in sted".
Rigtig nok, der er blevet meget lysere derinde, og der er kommet et par fancy storskærme (mente nu fladskærme, red.), har jeg set. Men hvor er fornyelsen ellers? De gange, jeg er kørt forbi, har de spillet 90'ernes værste omgang ørebæ. Passerede lige for 10 minutter siden, hvor Bailando pumpede langt ud på gaderne, og det fik [mig] til at overveje hvad der skal til for at være et "in sted" og hvordan forskellig musik trækker forskellige folk."
Hvis du har svært ved at følge med i mine tanker i det stykke, så fortvivl ikke! For forklaring følger.
Ser du, Café Under Uret har for mig altid stået for den sidste skanse, hvis alle andre muligheder for at få en øl er udtømte, og da jeg nu har månedskort ind til København grundet min uddannelse, ser jeg godt og vel ingen grund til at tage derover. For mig står Café Under Uret for forstadsfjolser og landsbytosser (omend jeg så selv er en af dem). Det er det sted hvor de lokale provinshoveder sidder og drikker, medmindre Greves gymnasieelever (og folk, som fysisk, men ikke psykisk er gået ud af gymnasiet) rotter sig sammen og med hjælp fra kædebeskeder tager ned og fester.
Føj til det, at mit sidste besøg på Under Uret endte da nogle ballademagere kastede med en barstol og smadrede et par fadølsglas eller 12. Mener jeg. Jeg mindes ikke at have været der efterfølgende. Og hvis jeg havde været der siden, ville jeg nok ikke mindes det. Så du kan måske forstå at jeg har mistet min respekt for et seriøst "gå i byen"-sted.
Da ejerskiftet kom, havde jeg en omend lidt naiv tro på at det kunne lade sig gøre. At de rent faktisk kunne vende skuden og redde den sidste smule respekt. Hvem ved, måske endda få ungdommen med på vognen?
Men jeg måtte desværre blive umådeligt skuffet da jeg hørte et nummer som Bailando blæse ud af anlægget. For det er for mig et tegn på at det stadig er de samme folk, der kommer.
Ser du, for mig (og forhåbentlig også for flere andre) spiller musik også ind i ens oplevelse af et bestemt nattelivs-sted. Hvis de spiller musik, man kan lide, så har man lyst til at vende tilbage dertil.
Derfor må det vel anses for naturligt at hvis man ikke ændrer musikken, kommer der ikke andre folk til. Så hvis du før havde folk der kom for at høre 90'ermusik, og du ikke ændrer dit udvalg af musik, så får du altså de samme folk. Samme folk bringer samme stemning, og så er det altså ligemeget hvor meget nyt interiør du investerer, så er det stadig et sminket lig.
Jeg er stor, stor fan af house-musik, hvis jeg er i byen (det skal ikke være nogen hemmelighed), og derfor håbede jeg at den lille forvandling og håbet på at gøre det til et "in sted" måske kunne ryste et bedre musikalsk udvalg af sig.
Men ak! Det eneste der forblev rystet var mit hoved, da jeg gik derfra.
